Marts 2015
Historien
her fra det gamle Bigum er fortalt af Knud Halskov
Kartoffelferie
I efterårsferien, som blev
kaldt kartoffelferien, da vi var børn, skulle der selvfølgelig samles kartofler
op på Bakkegården. Det var vist noget af det arbejde på gården, vi, Karl og
jeg, bedst kunne hjælpe til med. Vi var ikke vant til at bruge arbejdsredskaber,
der krævede hestekræfter (apropos Jørgens fortælling om Lise, der skulle til
skomager), men vi kunne bruge hænderne. Et år, hvor vi var i kartoflerne sammen
med Bent og Henning, et tvillingepar, vi gik i klasse med, var morbror Ingmar
ikke sen til at opmuntre os til en kappestrid om, hvilket tvillingepar, der var
hurtigst til at fylde kurven. Morbror havde en særlig evne til at få arbejdet
til at ligne en leg, der gav god mening for alle parter.
Men den
kartoffelferie, der står klarest i min erindring, er jeg ikke helt så stolt
over. Kartoflerne var kommet i hus og kartoffelstykket harvet. Herved dukker der flere
kartofler op af jorden, men dem syntes Morbror Ingmar ikke det var værd at
bruge tid på at samle op. Det bekom imidlertid ikke Bejstefår
særlig godt. Han gik til mor og spurgte hende, om ikke Karen, Karl og Knud
kunne samle dem op, så kartoflerne ikke skulle gå til spilde. Han ville betale
1 kr. pr. kurvfuld kartofler. Det syntes mor var en god mulighed for os, at
kunne tjene lidt penge, evt. til nyt tøj. Lommepenge var ikke et begreb vi
kendte til.
Næste
formiddag gik vi tre, Karen, Karl og jeg, i kartoffelmarken. Den lå på vejen op
til Bakkegården, så nær, at vi mente at kunne høre feriebørnene fra København
kalde på os. Sikkert ønsketænkning. Men i hvert fald, kurven blev stående
halvfuld på marken, mens vi legede lystigt med vores fætre og kusiner på
halmloftet lige til mørket indfandt sig, og vi luskede hjemad.
Jeg kan
endnu tydeligt se for mig de røde baglygter på uldkræmmerens bil der holdt på
vejen, da vi nærmede os hjemmet. Åh nej, nu har mor købt nyt tøj for alle
de penge vi KUNNE have tjent den hele dag, vi var væk.
Det
første mor sagde, da vi trådte ind i stuen, var: Sikke flittige I har været, at
I ikke engang havde tid at komme hjem og spise til middag. Hvad vi mumlede til
undskyldning kan jeg ikke huske, men rygtet var vist løbet i forvejen, for Bejstefår havde set, at der var lidt flere feriebørn på
Bakkegården den dag, end der normalt ville være.
Med kærlig hilsen
Knud Halskov